Anettes verden

Alle vi danskere kender Halfdan Rasmussens børnerim...

Både alle os aboriginals;- og alle jer, der er kommet hertil senere.😎

Hans bogstav-ABC er kendt af både børn og voksne, og når man får lyst til at lege med et rim;- når man venter ved busstoppested, står i køen i Brugsen, eller kommer i godt humør og spontant ryger på et rim i farten - er det ofte et af Halfdans børnerim...

Derfor har jeg ikke valgt børnerim her...

Du kender dem jo allerede! 😎

Jeg har valgt nogle af hans tidlige digte, hvor den alvorlige digter folder sig ud og får sagt nogle seriøse ting om livet, døden og alt det, der ligger i mellem...

Om sine egne digte skrev han...

Jeg skriver sjove digte.
Jeg skriver også triste.
De første læser andre folk.
Selv læser jeg de sidste.

Jeg har dog ikke helt kunnet holde fingrene fra de muntre digte...

Hvem kan nu også det? 😀


Halfdan Rasmussen
29.1.1915 - 2.3.2002

 
                                                                

Om  Halfdan Rasmussen kan du læse mere her.🙂

Jeg vil varmt anbefale dig at få fingre i Halfdans Digte med forord af Johannes Møllehave. Bogen er udgivet på Schønbergs forlag i 2004. En lille sag på godt 530 sider - alt inkl. Ikke én side er for meget! 🙂

Den glæde, vi fandt...

Den glæde vi fandt hos hinanden

bag ord som blev til, da vi tav,

er større end glæden, der kaldte sig ind

under øjnenes frygtsomme krav.

Vi er, hvad vi skænker hinanden.

Vor lykke er det, vi formår

at hvælve os over og fylde med kraft

fra de kræfter, vi ikke forstår.

Halfdan Rasmussen, Aftenland, 1949

Stille nat...

Stille nat, hvor kornet dæmpet nynner.

Stille nat, hvor stjernerne står tændt

Under græssets dybe, grønne hynder

sover én, din mund engang har kendt.

Bag det løv, hvor nattergalen fløjter,

vugger mørket om et spurvepar.

Over søen løber myg på skøjter

under månens krumme, hvide kar.

En hvis mund, du fandt og nu har mistet,

en hvis hånd engang var lys og let,

flygter fra det kar, som nu er bristet

ånder ét med jordens åndedræt.

Roligt smuldrer hendes glemte dage,

dæmpet synker nattens altervin

over det, der endnu er tilbage

af den mund, som brændte under din.

Var hun blot en drøm i dine drømme,

var hun blot en sitren ved din mund,

vil du ane hendes skygge strømme,

som en kilde af den mørke bund.

Evigt vil du høre hendes stemme,

brystets lyse tuer skal engang

vugge mod dit bryst. Og du skal glemme

hvad dit eget mørke hjerte sang.

Den, du søger, skal du aldrig finde -

Den, du finder, er en del af den,

som forløste, hvad du inderst inde

søgte mod og dog lod smuldre hen.

Derfor elsker du de lyse tuer,

derfor drikker du den røde vin,

når den hamrer sine hede luer

mod den mund, der brænder under din.

Stille nat, hvor kornet dæmpet nynner.

Stille nat, hvor stjernerne står tændt

Under græssets dybe, grønne hynder

sover én, din mund engang har kendt.

Bag det grønne løv går nattens skygger,

mørket vugger om et spurvepar.

Nattens dybe stilhed står og bygger

mure om de skrøbelige kar.

Halfdan Rasmussen, Stille nat, 1948

Lev i dag...

Lev i dag, så du kan dø i morgen.
Lad dit hjerte slå for mer' end én.
Den, som skænker livet sine drømme
skal forlade jorden rig og ren.

Lev dit ene liv, som var du viet
til at sone alt, hvad vi forbrød.
Gør dig ren, at du en dag kan smile
gennem sorgen i din egen død.

Mød din død, som var den livets blomstring.
Høsten blusser varmt på vårens bund.
Lev i dag så du kan dø i morgen
lykkelig for hver en levet stund.

Halfdan Rasmussen, Lev i dag, 1949

Menneskesøn...

Jeg blev symbol
på sejr og tab
I kysser mine
naglegab.

I knæler for
min døde krop
Men ingen tog
mit livsværk op.

I helligholdt
min martyrdød.
Men livets vin
er også rød.

Og I skal drikke
denne vin.
Min smerte og min død
var min.

Halfdan Rasmussen, Menneskesøn, 1949

Noget om at føle sig grebet...

I går sprang altid ud
som Gud bestemte.
I dag sprang jomfru Olsen
ud fra femte.

Men da en sanger stod
og kvad om våren,
fortrød hun springet,
før hun ramte gården.

Og da hun syntes godt
om hans tenor,
lod hun sig gribe af
hans skønne ord.

Halfdan Rasmussen, fra Tosserier, 1960

Noget om et bankesystem....

Jeg kan ikke li' folk,
der vil snakke konstant,
for jeg tror ikke på,
at så meget kan være sandt.
Og hvis sandheden bor
i den talende pause
må man prøve at gøre
de snaksomme tavse.

Jeg har fundet en løsning,
der er genial.
Den består i et hårdt,
lille bankesignal,
der blir sat i funktion
af den snaksomme sel.
Og såfremt han blir ved
blir han banket ihjel.


Halfdan Rasmussen, Tosserier, 1960

Noget om afslapning...

Dagen er gået til hvile,
for dagen er træt.
Solen har lagt sin pensel
og lagt sin palet.
Ude i rummet, hvor skyerne
går, som de plejer,
vandrer en lille mand
med en grøn, lille bajer.

Se, han er skaldet som månen
og lige så fuld!
Glad er han osse. Han ler,
når han trimler omkuld.
Stjerner går ind i hans øjnes
forundrede blånen.
Klang af krystal... Det er Jensen,
der klinker med månen!

Halfdan Rasmussen, fra Tosserier, 1960

Aftenbøn...

Kom nat med søvn og hvile
Gør søvnen dyb og drømmen god.
Læg alle floders mile
ind i vort trætte blod.

Kom nat og dæk vort feje,
forpinte hjertes mørke bund.
Byd alle støvets veje
til hvile på vor mund.

Kom nat med blinde spejle
til vores øjnes vågne ro
Og sig, at vi kan fejle
og dog forblive tro 

Kom nat med regnfuld stemme
og syng os barnlige og små,
at også vi må glemme,
forlade og forstå.

Halfdan Rasmussen, Aftenbøn, 1954 (Skoven)

Nu må du se at få fat i den digtsamling!